About

Det her handler om det jeg ser, i Danmark, i Norden, i Europa og længere ude: talentet og infrastrukturen til at lede, fanget i systemer der behandler symptomer og belønner det forkerte. Det smadrer den eksekverings- og innovationskraft vi har brug for lige nu, hvor vores velstand, autonomi og sikkerhed står på spil. Lader vi det fortsætte, lander vi det forkerte sted. Vi har ikke brug for endnu en strategi. Vi har brug for modet og klarheden til at handle på det rigtige, og til at belønne det der skaber reel værdi og en bæredygtig fremtid.

Det er det jeg har set igen og igen i næsten tre årtier som bygger og changemaker.

Jeg skrev min første kode som 13-årig på en Commodore 64, og var med til at skabe en af Danmarks førende grupper i den verden. Som 21-årig overtog jeg min fars virksomhed. Siden har jeg medskabt virksomheder fra e-commerce og fintech til AI og platforme til at bygge virksomheder. Med KRING Technologies, senere Initto, byggede jeg sammen med min bror Martin og andre stærke kræfter et af de første e-business-setups med 250 egne softwareingeniører offshore i Indien og Ukraine. Tre år af min rejse byggede jeg op fra Indonesien og Singapore. I 2016 sad jeg på Singularity University i Californien og lyttede til Ray Kurzweil og andre tale om en eksponentiel fremtid, der dengang stadig lød som science fiction. I dag er den her.

Jeg har bygget, ejet og solgt selskaber til nogle af de største, fra Mastercard og Saxo Bank til Andel. Tilsammen for mere end 130 millioner euro. Jeg har lært på den hårde måde, at det at skabe værdi og det at fange den er to meget forskellige ting. Det har lært mig mere end nogen succes nogensinde kunne.

I dag samler jeg det hele under Leapfrogging, rammen om det jeg bygger, investerer i og skriver. Lige nu er alt mit fokus på KRING Speedbooting, hvor vi gennem tre fonde har en portefølje på 15 impact ventures, og flere på vej. Agentisk AI, kvante, en eksponentiel virkelighed. Jeg føler, at de tre årtier var en oplæring til det her. Det føles som min tidsalder.

Det her er stedet hvor jeg skriver breve til fremtiden om det jeg ser. Ikke for at give svar, men for at pege på det andre endnu ikke har fået øje på, og finde dem der allerede har valgt at bygge og forandre, eller står lige før det valg. Dem der tør handle på det de allerede ved.

For jeg tror vi har et vindue. Europa kan blive en kraft der former verden - eller et marked der bliver formet af andre. Norden kan lede en fornyelse eller blive et dyrt, behageligt museum af hvordan ting engang virkede. Det afgøres ikke af planer. Det afgøres af hvem der handler, og hvornår.

Skrevet når noget brænder igennem - ikke efter en kalender.