Døren vi byggede
Jeg har bygget software med ukrainske ingeniører i mange år. Deres opfindsomhed overraskede mig aldrig. Den reddede os, gang på gang, når noget skulle løses med for få ressourcer, for lidt tid og for mange ubekendte.
Det jeg så på et udviklingskontor dengang, kan hele verden se på en slagmark nu.
Ukraine har på fire år bygget Europas mest opfindsomme forsvarsindustri. Ikke fordi de ville, men fordi de skulle. Ingeniører, soldater og iværksættere arbejder i samme loop: byg, test ved fronten, lær, byg igen. Cyklustiden måles i uger. Droner til få tusinde kroner ødelægger kampvogne til millioner. Sødroner har fortrængt en flåde fra Sortehavet, bygget af et land der ikke selv har en.
Og Danmark gjorde faktisk noget rigtigt. Den danske model, hvor vores penge går direkte til ukrainsk produceret materiel, bliver hyldet af ukrainerne selv og kopieret af en halv snes lande. Det er hurtigere og billigere end noget, vores egen indkøbsmaskine kan præstere. Vi fandt en dør ind til verdens største levende laboratorium, og vi betaler endda for adgangen.
Men se så på vores egne indkøbslister.
356 milliarder kroner til oprustning på fire år. Pansrede køretøjer, missilsystemer, fregatter. I store træk de samme materieltyper som for fyrre år siden, købt mens Rusland mister tusindvis af netop den slags køretøjer til droner, der koster som en god cykel. En tidligere jagerpilot sagde det forleden mere præcist, end nogen rapport kunne: han er bange for, at vi gør os klar til den krig, vi har kæmpet, ikke den, vi skal kæmpe.
Det er ikke fordi nogen er dumme. Det er fordi systemet får, hvad det belønner. "Køb, køb, køb" belønner indkøbstempo og kontraktvolumen. Ingen bliver målt på, om læringen fra Ukraine ender i vores egne beslutninger. Så det gør den ikke. Pengene løber ud. Læringen løber ikke hjem.
Her er det, jeg kan se, og som jeg tror, de fleste ikke har fået øje på endnu:
Ukraine er ikke en modtager. Ukraine er en holdkammerat, vi endnu ikke har valgt. Forestil dig ukrainske ingeniører og danske virksomheder i samme loop, som deres soldater og udviklere er i dag. Ikke donor og modtager, men ét hold, hvor læringen løber begge veje og bliver bygget ind i vores eget forsvar, vores egen industri, vores egne folk. De første virksomheder gør det allerede, stille og roligt, i begge retninger. Det er ikke bistand. Det er den billigste adgang til fremtidens forsvarskompetence, Europa nogensinde får tilbudt.
Jeg har set, hvad de mennesker kan, længe før det blev synligt for alle andre. Dem vil jeg være på hold med.
Vi byggede døren. Hvornår går vi selv igennem den?