200 kilometer i timen i den forkerte retning

Jeg har brugt det sidste år begravet i at bygge selskaber der kører på agentisk AI. Ikke som eksperiment ved siden af. Som den måde de bygges på.

Det har lært mig noget jeg ikke havde regnet med at skulle lære. Ikke om teknologien. Om mennesker.

I et af de selskaber byggede et dygtigt team den forkerte løsning. Ikke fordi de var dovne eller uengagerede, tværtimod. De arbejdede hårdt, i fuld overbevisning, mod en aftalt leveringsdato. Problemet var ikke indsatsen. Problemet var retningen. De kørte 200 kilometer i timen i den forkerte retning ad motorvejen. Og jo hurtigere de kørte, jo længere væk kom de.

Det kostede. Spildt arbejde, forvirring, en sygemelding, en opsigelse. Vi vendte det. Stoppede, byggede fundamentet ordentligt, kørte tilbage. Men det der blev siddende i mig var ikke fejlen. Det var hvad fejlen afslørede.

For her er det ubehagelige jeg har måttet indse: i denne nye virkelighed er den vigtigste forudsætning ikke talent. Det er ikke flid. Det er om en person virkelig er åben, nysgerrig og villig til at lade sin egen måde at arbejde på blive forandret. Ikke villig til at give afkald på sin kritiske sans, det modsatte. Men villig til at handle sig ind i noget nyt, før hun helt forstår det.

Og jeg har måttet være brutalt ærlig, først og fremmest over for mig selv. Hvis en person ikke kan eller vil bevæge sig den vej, må samarbejdet stoppe. Ikke som en dom over personens værd. Men fordi enten kører alle i samme retning, eller også sender man hele holdet ud på motorvejen mod trafikken.

Det lyder hårdt. Det er hårdt. Men det handler ikke om at sortere mennesker i gode og dårlige. Det handler om en afstand der er ved at blive farligt stor.

For et år siden var afstanden mellem den der havde prøvet agentisk AI og den der ikke havde, til at overse. I dag er den enorm. Og den vokser hver uge. Ikke fordi nogen er klogere end andre. Alle har adgang til de samme værktøjer. Men fordi den der har handlet med det, har set noget den der kun har læst om det eller åbnet en almindelig chatbot ikke kan se. Erfaringen kan ikke forklares. Den kan kun gøres.

Det er her min vigtigste lektion gennem 30 år holder mere end nogensinde: man kan ikke tænke sig til en ny måde at handle på. Man må handle sig til en ny måde at tænke på. Jeg har sagt det i årevis. Men jeg har aldrig set det være så bogstaveligt sandt som nu. Den der venter på at forstå før hun handler, falder længere og længere bagud, mens den der handler før hun forstår, lukker afstanden på uger.

Det er den nye ulighed. Ikke adgang. Erfaring. Og den deler ikke verden op i dem der kan og dem der ikke kan. Den deler den op i dem der er sprunget, og dem der stadig står på kanten og tænker over det.

For det er det glimt jeg vil efterlade dig med: afstanden er stor, men den er ikke lukket. Den der springer nu, ikke ved at læse en rapport mere, ikke ved at vente på det rigtige tidspunkt, men ved at bygge noget, lade det gå galt, vende det, kan stå på den anden side hurtigere end nogen tror. Motorvejen har stadig en tilkørsel. Men den flytter sig.

Spørgsmålet er ikke længere om du forstår forandringen.

Det er om du er begyndt at køre.