Aflivningen af landbruget

Brev - efter en samtale i Ditlev & Døden.

Det var 1980. Bruxelles tilbød danske mælkebønder en check hvert år i fem år, mod at de skrev under på ikke at levere mælk og slagtede hele besætningen. Ikke sælge de ti bedste køer til naboen. Alt skulle væk. Tusinder sagde ja. Niels Krause-Kjær var udvekslingsstudent i USA det år. Da han rejste, stod der 30 malkekøer af rød dansk malkerace på familiens gård i Østjylland. En besætning hans far havde brugt et kvart århundrede på at forfine. Da han kom hjem et år efter, var gården tom.

Jeg blev siddende længe efter. Ikke på grund af tabet. På grund af logikken.

For der var en grund. Efter krigen havde Europa belønnet os for at producere mad. Vi skulle aldrig sulte igen. Det virkede over al forventning. Så godt at der opstod smørbjerge og vinsøer, en overproduktion ingen vidste hvad de skulle stille op med. Og hvad gør et system, der har belønnet for meget af det forkerte? Det begynder at betale for det modsatte. Først penge for at producere. Så penge for at lade være.

Ingen i den kæde var ond. Det er pointen. Krause nægter at gøre landmanden til skurk, og han har ret. Hans far drev landbrug på en måde der nærmest svarer til økologi i dag, frem til midten af tresserne, hvor han købte sin første sprøjte, fordi pesticidet var et mirakel: det øgede udbyttet og fjernede besværet med sædskifte. Det grundvand vi nu skændes om ved valgene, blev forurenet af en mand der gjorde præcis det, han fik besked på. "Hvis han havde vidst det, havde han da ikke gjort det," siger Krause. Det havde de andre heller ikke.

Det er her sætningen falder, som hele historien hænger på. Krause lægger den i munden på en nutidig landmand i sin roman: "Jeg gjorde alt, hvad I sagde, jeg skulle."

Og det er jo sandt. De danske svineproducenter er enormt dygtige. De opkøbte, effektiviserede, optimerede, præcis som systemet belønnede dem for. Resultatet er et land med 30 millioner grise om året, soja fra Sydamerika, arbejdskraft fra Ukraine, slagtning i Polen, gylle i søerne, hvor fiskene var.

Jeg bor selv på Als, det sted i Danmark med den tætteste koncentration af svin. De er bogstaveligt talt rundt om os. Og alligevel: jeg har aldrig set en. Krause fortæller om to unge danskere, der må helt til Peru for at se en gris stå i en grøft og synes, den er eksotisk. Det er ikke afstand, der gør os blinde. Vi er blinde midt i det. Vi opdagede først regningen, da den lå på bordet: naturen, drikkevandet, dyrene, en hel landbrugskultur revet ned.

Vi fik ikke det vi ønskede. Vi fik det vi belønnede. Det er aldrig det samme.

Forestil dig så et øjeblik, at vi turde stille regnestykket om. At vi besluttede os for hvad vi faktisk vil have ud af den jord, og betalte for det, ikke for vægten. Hvad enten det er færre og større enheder eller flere og mindre, kvalitet frem for kilo, rent vand, levende natur, forpligtende fællesskaber. Vi behøver ikke blive enige om hvordan landbruget skal se ud. Vi skal blive enige om hvad vi belønner det for. Resten følger.

Den dygtige svineproducent er ikke problemet. Han er svaret på et spørgsmål vi stillede forkert for fyrre år siden.

Spørgsmålet er, om vi tør stille det rigtige nu. Eller om vi venter, til endnu et erhverv står tomt, og vi siger til hinanden, at vi jo bare gjorde, hvad der blev sagt.

Hør selv programmet her.