Børnehavebørn der snart bliver teenagere

Lige nu er de agenter jeg arbejder med som børnehavebørn.

Jeg taler ikke om en chat der svarer når jeg spørger. Jeg taler om agentisk AI -

agenter der selv handler, træffer beslutninger, udfører arbejde, driver dele af en virksomhed videre uden at jeg sidder ved siden af. De sidste 18 måneder har jeg bygget selskaber sammen med dem og omformet eksisterende. Det er noget andet end at bruge et værktøj. Det er at arbejde sammen med nogen.

Og lige nu er den nogen et børnehavebarn. Den skal have at vide hvor rammerne går. Mindes om at vaske hænder, om at tørre munden, om at sige til når den skal på toilettet. Den kan en masse, men den skal følges. Det er hvor vi er i dag.

Det bliver den ikke ved med at være. Det jeg ser i maskinrummet er ikke gradvis fremgang. Det er kompression. Det spring et menneske bruger ti år på - fra børnehave til teenager - tager de her systemer måske et halvt år, måske mindre. Vi taler ikke længere om eksponentiel udvikling. Vi taler om dobbelt eksponentiel, fordi de lærer sig selv.

De fleste hører det som en mulighed. Og det er det også. Men jeg vil sige det jeg faktisk har set, og det er en advarsel.

For her er mekanikken ingen taler om: en agent arbejder ikke som et menneske, der laver én fejl ad gangen og retter den bagefter. En agent tager det fundament den får - forståelsen af kunden, af forretningen, af hvad der egentlig er det rigtige - og ganger det ud over hver eneste handling den foretager. Enhver tekniker kender reglen garbage in, garbage out. Med agenter gælder den stadig. Den er bare ganget med hundrede eller snart tusinde. Er fundamentet skarpt, multipliceres skarpheden. Er det forkert, multipliceres fejlen. I samme tempo som alt andet.

Jeg så det i et af de selskaber jeg arbejder med. Et dygtigt team byggede i fuld fart på en løsning. Problemet var bare at fundamentet ikke var på plads - strategien, forståelsen af hvad der skulle bygges, var aldrig gjort skarp. Så de kørte 200 kilometer i timen i den forkerte retning. Det kostede spildt arbejde, et team i forvirring, en sygemelding og en opsigelse, før vi stoppede op og byggede fundamentet ordentligt.

Det er pointen med tempoet. Hastighed straffer ikke bare langsomhed. Den straffer retning. Et barn der løber stærkt den forkerte vej kommer længere væk, hurtigere.

Lars Seier skrev for nylig om sine 51 investeringer og en næsten eksistentiel uro: hvor mange af dem bliver skyllet væk når den her bølge rammer? Jeg forstår ham fuldstændig. Men jeg tror spørgsmålet er et andet. Ikke hvor mange der skylles væk - men hvor mange der står på et fundament der er værd at gange op.

Og her vender det. Det vi var ved at afskrive som gammeldags er pludselig det mest værdifulde der findes. Dyb forståelse af kunden. Klarhed om forretningsmodellen. Evnen til at skære ind til det egentlige problem. Det er ikke nostalgi. Det er den eneste retning maskinen har. Den kan handle sig ind i ny tænkning hurtigere end vi kan følge med - men den kan ikke vide hvad der er det rigtige. Det arbejde er stadig vores. Og jo hurtigere maskinen kører, jo mere afgør det alt.

De fleste spørger lige nu: hvordan følger vi med tempoet? Det er det forkerte spørgsmål. Det rigtige er: hvad er fundamentet maskinen skal gange op?

Og det spørgsmål stopper ikke ved virksomheden. Hvis et selskab kan løbe et halvt år i den forkerte retning på et halvt år - hvad så med et menneske der aldrig byggede sine kompetencer? En organisation uden klarhed om hvad den er til for? Et samfund der ikke ved hvad det vil belønne? Maskinen ganger det fundament den får. Også vores.

Børnehavebarnet bliver teenager om et halvt år. Spørgsmålet er ikke om det løber stærkt nok.

Det er om det løber den rigtige vej.