Masterplanen vi har glemt

Da jeg flyttede fra Asien til Als, viste Kjeld mig rundt.

En dag gav han mig en bog at læse i. En masterplan for øen. Den oprindelige masterplan fra 1962, lavet af Mads Clausen, manden bag Danfoss. Han lavede den ikke fordi nogen bad ham om det, men fordi han var utilfreds med lokalplanlægningen. Den styrede hvert enkelt projekt i detaljen og mistede helheden. Så han lavede en plan der gjorde det modsatte. Den satte en retning og lod folk bygge mod den i årtier.

Det er stadig sådan, det fungerer her. Hver gang fonden bag Danfoss er involveret, bindes projekterne sammen i en større vision. Ikke detailstyring. Retning.

Jeg har tænkt på det billede igen og igen, fordi det rummer noget vi har glemt overalt ellers.

Vi tror en masterplan betyder kontrol. At nogen sætter sig ned og bestemmer hvad der skal ske, skridt for skridt. Det er det modsatte af sandheden. En ægte masterplan detailplanlægger ikke noget. Den gør én ting. Den sætter visionen klar nok til at folk kan handle op mod den selv, og den bygger rammer og belønninger så deres handlinger trækker i samme retning i stedet for hver sin.

Du planlægger ikke handlingerne. Du planlægger retningen. Og så slipper du kræfterne løs.

Tag den måde vi distribuerer risikovillig kapital på. Vi har bygget EIFO til at gå head-on med markedet. Opbygge egne investeringskompetencer, vurdere virksomheder selv, konkurrere med de VC'er og angels der allerede kan det. Det er at detailplanlægge kapitalen. Staten der vil lære at investere.

Men der findes en anden logik, og den findes allerede i små lommer. En business angel kan geare sin krone, så den private vurdering, den der faktisk har skin in the game, udløser mere kapital bag sig. Det er ikke staten der investerer. Det er staten der gearer dem der gør.

Forestil dig, at det blev hele EIFOs praksis. Ikke i ny og næ. I alt. At den offentlige rolle ikke var at bygge investeringskompetence, men at distribuere risikovillig kapital og sikkerheder der gearer dem der allerede kan vurdere en virksomhed. Angels, fonde, fund of funds. Hver privat krone der tør, bliver til tre. Vurderingen bliver hvor den hører hjemme, hos dem med deres egne penge på spil. Slagkraften mangedobles, uden at staten skal lære noget den aldrig bliver god til.

Det er forskellen mellem at bygge én stor offentlig fond og at gøre hele markedet større. Det første er et mål. Det andet er et resultat. Du får hvad du belønner, ikke hvad du ønsker.

Det er ikke et dansk problem. Det er Europas. Vi regulerer, vi direktiverer, vi bygger compliance, og vi kalder det handling. Imens detailplanlægger vi os væk fra den eneste ting der virker. At sætte en vision stor nok til at folk vil bygge mod den, og rammer der gør at det de bygger, hænger sammen.

Mads Clausen var utilfreds med lokalplanlægningen. Så han lavede en plan der slap kræfterne løs i stedet for at binde dem.

Hvad ville Europa slippe løs, hvis vi turde det samme?